HI-Petanque 25 års Jubilæum 

HI Skanderborg Petanque Klub er en afdeling under Højvangens Idrætsforening, og i maj måned 1999 prøvede nogle aktive mennesker om der skulle spilles petanque i Højvangen. Kommunen stillede en nedlagt grusbane på Thomas Helsteds Vej til rådighed, og i september 1999 blev der afholdt stiftende generalforsamling, og klubben HI Skanderborg Petanque opstod. Kort tid efter lykkedes det at få fat i et klubhus, så der var plads til social hygge efter spillet uanset vejret. År 2009 blev et travlt år for klubben. Det gamle klubhus var blevet for lille så der blev investeret i en ny og større træhytte med både et lille køkken og toiletter. Det var igen aktive medlemmer der stod for opførelsen af Hytten. Samme sommer var klubben blevet tildelt at stå for DGI´s Landsmesterskab i petanque. Et stort stævne, der blev afholdt over en weekend med spillere fra hele landet. Efter sådan et arrangement var klubben klar til at starte et forårs- og efterårsstævne, der hurtigt blev et tilløbsstykke med over 100 spillere fra nær og fjern. Stævner der stadig bliver afholdt. I december 2017 måtte vi desværre opleve at vores skønne klubhus nedbrændte efter en ildspåsættelse, og i det næste halve år havde vi til huse i en pavillon, mens et nyt klubhus blev bygget og alt var godt igen. I løbet af 2021 begyndte rygterne om at kommunen ville anlægge p-plads hvor vi spillede petanque, men det var ikke kun rygter, og så begyndte en dialog med kommunen over de næste 2 år inden vi blev enige om hvor vores nye petanquebaner skulle være. Det lykkedes, så nu har vi fået nogle skønne baner på et mindre areal ved vores klubhus på Thomas Helsteds Vej med p-pladsen som nabo, men så har vi ikke flere parkeringsproblemer. I anledning af jubilæet holder vi åbent hus, hvor du har mulighed for at prøve at spille petanque, og høre lidt om hvad klubben kan tilbyde dig. Det kræver ingen erfaring med spillet, og kuglerne kan du låne i klubben. Vi spiller på banerne ved P-pladsen på Thomas Helsteds Vej.